De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Thailand. Du bør dog være opmærksom pga. risikoen for terror. Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.
Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til de sydlige provinser (Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani) pga. risikoen for terror. Der har siden 2006 været undtagelsestilstand i de fire provinser. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge områderne. Dette gælder dog ikke A43 vejen mellem Hat Yai og Sakom og området nord for vejen og togtransport mellem Hat Yai og Pedang Besar. Området nord-vest for denne jernbanelinje er heller ikke omfattet.
Vi fraråder alle rejser til grænseområdet til Cambodja i en zone på 50 km fra grænsen, inkl. øerne i Trat provinsen, fx Koh Chang, Koh Kood og Koh Mak, som følge af at den langvarige grænsestrid mellem de to lande er forværret. Sikkerhedssituationen er ustabil og uforudsigelig. Der kan være risiko for militære sammenstød, og der er landminer i området. Hvis du vælger at rejse til dette område, bør du på forhånd søge professionel rådgivning.
Vær ekstra forsigtig og opmærksom på din personlige sikkerhed, hvis du rejser i de øvrige dele af grænseprovinserne til Cambodja: Ubon Ratchathani, Sisaket, Surin, Buriram, Sa Kaew, Chantaburi og Trat pga. den ustabile sikkerhedssituation.
Vær også til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed ved grænseområdet mellem Thailand og Myanmar (Burma) nær den thailandske grænseby Mae Sot (Tak-provinsen) og ved "De tre pagoders pas" nær Kanchanaburi provinsen. Der kan ske voldelige sammenstød mellem thailandske sikkerhedsmyndigheder, kriminelle grupper og narkosmuglere.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne og på de thailandske turistmyndigheders hjemmeside. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
I Thailand bruges varslingssystemet T-Alert. I tilfælde af fx en naturkatastrofe eller voldelige uroligheder i det område, hvor du opholder dig, vil du automatisk modtage en varsling på din mobiltelefon. Du skal ikke tilmelde dig eller downloade app. Læs mere om varslingssystemet på T-Alert.